Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Opstart og overgang

Opstart i børnehaven

Det er vigtigt for os at give barnet en god start på børnehavelivet. Når et barn har fået en børnehaveplads hos os, sender vi et velkomstbrev og en invitation til både barn og forældre om at besøge os i Planetvej. På den måde sørger vi for at skabe genkendelighed, så både barnet og forældre oplever opstarten så tryg som muligt. Vi inviterer også forældrene til en opstartssamtale med en pædagog samt en dagplejer eller andre tilknyttede, hvis det giver mening. Her glæder vi os til at høre om jeres barn, og vi fortæller om børnehaven. Derudover afstemmer vi forventninger og usikkerheder. Efter cirka tre måneder får forældrene tilbudt en forældresamtale, hvor vi snakker om, hvordan opstarten har været.

 

Udlevering af Barnets Bog

Til opstartssamtalen får forældrene udleveret Barnets Bog, hvor vi opfordrer til at indsætte billeder, så den ikke er helt tom, når barnet starter. Bogen er god at tage frem, og vi hygger os med at kigge i den og snakke om billederne og teksten, så vi får skabt en god kontakt. Bogen skal følge børnene i de tre år, de går i børnehaven, og når de starter i skole, får de bogen med, så de føler sig trygge i overgangen.

 

Sammenhæng til børnehaveklassen

For at klæde børnene bedst muligt på til skolestart, besøger vi skolen, før barnet starter. Lærerne fra skolen kommer gensidigt på besøg hos os i børnehaven på vores fælles besøgsdag for kommende skolebørn, der skal starte på Vester Mariendal Skole. Vi holder overleveringssamtaler i børnehaven, hvor forældre, pædagoger og lærere deltager. 

 

Børn med særlige behov

Vi har en samarbejdsaftale med Vester Mariendal Skole i forbindelse med børn med særlige behov. Her holder vi overleveringssamtaler tidligere og inviterer eventuelt konsulenter med. Det giver skolen mulighed for at iværksætte eventuelle tiltag før skolestart. Samtidig giver det barnet de bedste muligheder for en god start.