Barnesynet er værdifuldt
Det at være barn har en værdi i sig selv. Alle børn er forskellige og har forskellige forudsætninger, men er alle unikke individer med potentiale til at indgå i forpligtende fællesskaber. Vi ser børnene som aktive deltagere i deres eget liv og anerkender børnenes egen evne til at tage initiativer. I Planetvej ser vi børn som ligeværdige mennesker med ligeværdige rettigheder til, at blive set og hørt og opleve sig som betydningsfuld. Vi tror på, at alle børn har potentiale og ressourcer, der kan udvikles og styrkes. Vi ser børn som kompetente mennesker med en naturlig nysgerrighed og evne til at forundres og stille spørgsmål.
I praksis ses det ved, at vi lytter til børnene og følger med i hvad børnene er nysgerrige på og optaget af. Vi følger børnenes spor.
Dannelse og børneperspektiv i dagligdagen
Vi har fokus på børnenes alsidige udvikling og arbejder med en bred forståelse af dannelse, der inkluderer både kulturelle, æstetiske, sociale og faglige aspekter.
Vi inddrager børnenes perspektiver og interesser for at skabe ligestilling og demokrati i vores daglige pædagogiske arbejde, så børnene oplever at have indflydelse og være med skabere i en meningsfuld hverdag i vores børnehave.
God leg giver anledning til trivsel, dannelse, udvikling og inklusion
Leg udgør en stor del af børnehavens hverdag og har en stor værdi i sig selv. Leg er samtidig en vigtig del af børnenes udvikling.
Vi ser børns leg som en naturlig og lystbetonet måde for børnene til, at opleve, udforske og lære om verden omkring dem.
I praksis har vi fokus på at skabe læringsmiljøer for børnene, som vi løbende justere efter hvad børnegruppen er optaget af.
De sociale relationer skaber den bedste læring
Vi ser læring som en livslang proces. Læring opstår gennem erfaringer, interaktioner og refleksioner, hvor vi er vigtige medspillere i at få skabt ramme for hvert barns udvikling og læringsproces.
Vi har hver dag både "fri leg" og planlagte aktiviteter hvor vi har fokus på at børnene tilegner sig viden, kundskaber og færdigheder, samt sociale kompetencer.
Børnefællesskaber rammesættes af pædagogerne
Vi tror på at børnefællesskaber er afgørende for børnenes Leg, dannelse, udvikling og læring.
Vi arbejder aktivt for, at skabe inkluderende børnefælleskaber, hvor alle børn føler sig set og hørt. Vi har en naturlig dialog baseret kultur i Planetvej, hvor vi i hverdagen italesætter, hvordan man er en god ven.
Vi arbejder aktivt med at skabe børnefællesskaber, som b.la. kendetegner tolerance, respekt, omsorg, empati for hinanden så alle børn føler sig set og hørt og en del af børnefællesskabet.
Som forældre er I også med til at bidrage til, at skabe et velfungerende børnefællesskab, som er præget af anerkendelse på trods af forskelligheder. I børnehaven Planetvej skaber vi rum for, at børnene kan etablere venskaber på tværs af alder, køn og stue.
Børn i udsatte positioner
Børn kan i en periode være i en udsat position, eksempelvis i forbindelse med forældrenes skilsmisse, dødsfald i familien, sygdom eller flytning. Særlige behov er individuelle, og det er vigtigt at forstå, at det altid skyldes en påvirkning indefra eller udefra, som hindrer barnet i, at opretholde en tryghed eller trivsel, som sikrer en alderssvarende udvikling.
Derfor sørger vi altid for i disse perioder, at give barnet ekstra støtte, omsorg eller opmærksomhed. Samtidig er et åbent og tillidsfuldt forældresamarbejde ekstremt vigtigt, hvorfor vi tilbyder ekstra forældresamtaler.
Vi samarbejder med PPR (pædagogisk, psykologisk rådgivning) som er en kommunal rådgivingsenhed som kan være en samarbejdspartner til at skabe trivsel og udvikling for et børn i udsatte positioner.